Mord i nabolaget

Dette er desværre ikke en boganmeldelse eller et resume af en dårlig B-film.

I går aftes blev en ung, gravid kvinde bestialsk myrdet, imens hun luftede hund. Stukket ned af en endnu ukendt gerningsmand. I den selvsamme park, som jeg plejer at lufte Gammelvuffen i.

Det kom tæt på, meget tæt på! And I don’t like it!

Jeg går ikke rundt med “Det kunne have været mig” tanker, for oftest bliver kvinder myrdet af en partner eller ex-partner, så min teori (og det er ikke andet end en teori) er, at denne unge kvinde ikke var et tilfældigt offer. Men selvfølgelig bliver man en smule påvirket, når det sker så tæt på.

Hele aftenen gik med at opdatere TV2, BT og Ekstra Bladets hjemmesider, for jeg havde brug for at læse, at gerningsmanden var fundet, at det var personligt, og ikke bare et tilfældigt mord, men jeg burde sq snart være klogere. Jeg er alt, alt for følsom til at følge med i den slags sager, jeg bliver oprigtigt trist og kan tude bare jeg ser et billede af kvindens hund, og forestille mig, hvordan DEN har følt, da dens ejer blev myrdet. Det bedste for mig er at ignorere det og glemme det.

Da Gammelvuf skulle ud i går, valgte jeg at gå den korte rute, væk fra parken, men det var lige så meget for ikke at genere politiet i deres arbejde. Der stod dog et par gamle damer, der absolut skulle sladre og tale om hvor forfærdelig verden er, hvor utrygt området er, unge mennesker nutildags og den slags, lige ved afspærringen, imens deres hunde stod og gøede. Jeg kan blive så provokeret af den slags, men det er vel en naturlig reaktion, når noget kommer tæt på, De havde brug for en form for fællesskab.

I morges gik jeg min sædvanlige “hverdagsrute” med Gammelvuf. Normalt går jeg en anden rute i weekenden, rundt om søen, hvilket ville have bragt mig direkte forbi gerningsstedet, men det sidste jeg havde lyst til var at komme endnu tættere på denne tragedie. At kigge på alle de smukke blomster, som der er blevet lagt, og få de mentale billeder af en ung, gravid kvinde, der ligger livløs på det våde, kolde græs. At sætte mig ind i hendes tanker, hendes frygt, hendes hjælpløshed. For det er sådan noget jeg gør desværre, jeg får mentale billeder og sætter mig i folks sted.

Min frygt om, at parken nu blev et “farligt” sted, hvor folk ikke turde færdes, blev heldigvis bragt til skamme. Der stod en flok mennesker og talte, sikkert om hændelsen, et forældrepar gik tur med deres barnevogn, nogle børn legede på legepladsen og så var der et par hundeluftere.

Parken er den samme, men den har mistet sin uskyld nu.

Gerningsstedet – 1 uge før