Drømmen om at blive mor

Lige så længe jeg kan huske tilbage, har jeg drømt om at blive mor.
Det er min største drøm her i livet. Og min største frygt!

Jeg har haft mange kærester (og sexpartnere) og i mine yngre dage var jeg ikke så forsigtig mht. beskyttelse, så der har været mange chancer for, at blive gravid, men der skete bare aldrig noget 🙁
Var igennem ½ års undersøgelser hos en fertilitetslæge, alt var fint, der var intet til hinder for, at jeg skulle kunne blive mor….men hvorfor blev jeg det så ikke?
Min teori…min krop har vidst, at jeg ikke var klar endnu og, at ingen af de føromtalte mænd var “værdige” nok til at blive far til MIN lille guldklump, den har simpelthen blokeret.

For halvanden års tid siden var jeg til samtale på fertilitetsklinikken med henblik på, at jeg skulle i behandling for barnløshed/blive solomor. Fertilitetsklinikken ville meget gerne hjælpe mig, men….mit BMI var for højt, jeg skulle tabe mig 5 kg.
Det var så for lidt over et år siden….5 kg skulle ikke være så svære at tabe, vel?
Yeah right! Jeg har taget 3 kg PÅ! Hvad sker der for det?
Måske jeg bare er bange!? Bange for behandlingen, bange for at blive mor, bange for ikke at slå til, bange for ikke at være god nok. Og derfor laver min krop lidt ubevidst selvsabotage. Fuck dig krop!

For kvinder, som kan blive gravid naturligt, tænker jeg, at det er noget nemmere at tage springet (forstå mig ret). Man vælger “bare” ikke at gøre noget aktivt for at forhindre det, man “glemmer” en p-pille, “glemmer” kondomet og ups, så er man gravid.
For mig (og andre barnløse) er det en aktiv beslutning om at blive det. Jeg skal igennem X antal måneders hormonbehandling, X antal forsøg, hvor de stikker en nål op i min æggestok og trækker æg ud, for derefter at befrugte dem og lægge dem op.
Der er intet “bare” over det forløb, og det skulle være vildt hårdt psykisk.

Jeg drømte ikke om at blive selvvalgt singlemor, da jeg var ung. Jeg gør det ikke fordi, at jeg hader mænd eller andre sjove påstande. Jeg gør det fordi, at jeg fylder 38 år næste gang.
Mit biologiske ur tikker, men det tikker ikke særlig mange år endnu.
Jeg ville da ønske, at jeg kunne få hele far, mor og børn pakken, at jeg kunne finde en at dele denne oplevelse med, men let’s be honest, det kommer ikke til at ske, inden jeg fylder 40 år.

Først skal jeg finde en, som jeg vil date, og som vil date mig. Så skal vi lige lære hinanden at kende. HVIS vi når over de første 3-4 måneders forelskelse, så skal vi se om vi kan holde 1-1½ år, hvorefter man så kan begynde at vende emnet “Børn”. Og hvis han så stadig hænger ved, så skal man igennem det opslidende forløb med hormonbehandlinger, forsøg, måske skuffelser, flere hormonbehandlinger, flere forsøg. Og jeg ved ikke med jer, men jeg er sjældent et godt menneske, når jeg er hormonel 😉

Jeg er pisse bange….men jeg er endnu mere bange for, at jeg ikke når at få et barn, inden det er for sent.