Lyskæde inspiration

Lyt til dine forældre!

Det skulle jeg i hvert fald have gjort for små 21 år siden!

Havde jeg lyttet til mine forældre, så havde jeg ikke sneget mig ud af huset.

Havde jeg ikke sneget mig ud af huset, havde jeg ikke mødt min ex.

Havde jeg ikke mødt min ex, havde jeg ikke levet i et voldeligt forhold.

Havde jeg ikke levet i et voldeligt forhold, havde min psyke ikke lidt overlast.

Havde min psyke ikke lidt overlast, havde jeg ikke fået depression.

Havde jeg ikke fået depression, havde det ikke udviklet sig til angst.

Havde det ikke udviklet sig til angst, havde jeg haft et normalt liv.

Havde jeg haft et normalt liv, havde jeg været udadvendt og social.

Havde jeg været udadvendt og social, havde jeg mødt en masse mennesker.

Havde jeg mødt en masse mennesker, havde jeg nok også mødt en mand.

Havde jeg mødt en mand, havde det måske udviklet sig til en kæreste.

Havde det udviklet sig til en kæreste, havde vi fået børn sammen.

Havde vi fået børn sammen, havde jeg ikke siddet i dag, som 37 årig, single, uden børn.

9983990_g

I dag er vist bare det, som man på godt dansk kalder for en lorte dag. Ved ikke om det er fordi, at årsdagen for, hvornår jeg mødte min psykopat ex for små 21 år siden. En venlig reminder om, at jeg har “spildt” 21 år på den lort! Først 10 år i forhold med ham (ja, jeg burde være skredet første gang han slog mig, men så stærk var jeg ikke, som en 16 årig pige), derefter 10 år med depression, angst, psykologer, lykkepiller, babyskridt imod et “normalt” liv, imod en “normal” hverdag, imod et “normalt” sind.

De sidste 3-3½ år har jeg udviklet mig med lynets hast. Fra at gå hjemme og ikke turde en skid, har jeg i dag et dejligt job, dejlige kollegaer, dejlige veninder og jeg går i byen, jeg går ud, med eller uden veninder, jeg udvikler mig konstant, jeg rykker konstant grænser og udfordrer min angst, som stadig ligger under overfladen og venter på, at jeg slapper af og har en dårlig dag, så den kan stikke sit grimme fjæs frem og minde mig om, at den stadig er en del af mit liv.

“Havde du ikke levet det liv du levede, havde du ikke været den person, som du er i dag”

No shit, Sherlock!
Men er ked af at skuffe folk, og deres klicheer, for jeg ville utrolig gerne IKKE være den person, som jeg er i dag! Jeg ville utrolig gerne være den person, som jeg drømte om at blive, den person, som jeg ønsker at blive, den person, som det lå i kortene, at jeg skulle være.
Og nej, jeg kan ikke stadig nå at blive den person, for den person har ikke levet et liv med vold, voldtægter, psykisk tortur, mordforsøg. Et liv, hvor hun lærte, at hun ikke kunne stole på nogen, ikke kunne regne med nogen. Hvor hun lærte, at hun kun havde sig selv, og ikke engang sig selv kunne hun stole på, for “sig selv” lod hende blive i et forhold med tæsk. “Sig selv” forsvarede hende ikke, passede ikke på hende.
Den person er ikke typen, der diskuterer med en person og tænker “Lige om lidt fyrer han mig en på skrinet, jeg træder lige et skridt tilbage”, den person har ikke været bange for at gå forbi folk på gaden, fordi hun troede, at nu ville hun blive overfaldet.
Den person ramte ikke det punkt, hvor hun tænkte “Fuck om han slår mig ihjel, som han truer med dagligt, døden er mere barmhjertig end det liv jeg lever nu. Så lad mig bare dø, I don’t care!”

Fedt, nu kommer tårene 🙄

Jeg ville utrolig gerne være Frk. Positiv, Frk. Lykkelig, Frk. Intet ondt er sket mig, Frk. Har levet i en lyserød boble, Frk. Stoler på andre.

Det har taget mig mange år at komme videre, at tilgive ham og vigtigst af alt, at tilgive mig selv. Og det er kun sket, pga en ualmindelig exceptionel psykolog(studerende), som jeg var så heldig at blive parret med i et psykologtilbud, som Aalborg Universitet tilbyder, gratis. Vil altid være ham taknemmelig!

Nå…så fik jeg lettet mit hjerte, håber det hjælper lidt på min dag, for de gamle har bryllupsdag, Rubin, så der er spiseaften derhjemme senere 🙂

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lyskæde inspiration