Shoot first, ask questions later!

Som tidligere plaget af depression (eller for at bruge mit lige opfundne ord “Ex-Depressør”) er jeg altid utrolig opmærksom på mit humør og min sindsstemning. Min andenstørste frygt er, at jeg ender tilbage i depressionens sorte hul, tilbage i det ulidelige helvede. Tilbage til følelsen af, at en sort sky er faldet ned over mig, at der sidder en flok negative aber på mine skuldre, og tynger mig ned.

Alle mennesker har dårlige dage, og derfor har jeg selvfølgelig også bare “almindelige” dårlige dage. Dage, hvor alting bare driller, fyrene er røvhuller, selvtilliden er i bund. Hvor chefen kan rende en og man bare ikke magter sin mor. Det har taget mig tid at vænne mig til. Hver gang jeg havde en dårlig dag, var jeg fandme lige ved at ringe til lægen, for jeg skulle satme tage en evt. depression i opløbet, give den et nakkeskud, inden den kom for tæt på mig. Shoot first, ask questions later!

Jeg er stadig nervøs, den frygt tror jeg aldrig, at jeg slipper helt af med. Men jeg har lovet mig selv, at jeg maler ikke fanden på væggen. De dårlige dage skal have lov at være der, det er naturligt. Min opgave er så bare at forsøge at gøre dagene lysere, tænke positivt, gøre noget, som jeg ved opløfter mit humør. Og først efter 1 uge, må jeg begynde at tænke på, om det måske er mere end “bare” dårlige dage.

Indtil videre har det heldigvis aldrig været en hel uge 🙂